Det gyldne tempel på papegøjebjerget

Den 28-12-2009

Ying Wu Chun Shen.
Luften er opstemt af forår paa papegøjebjerget,
(Skrevet over ingangsportalen til det tempel jeg besøgte i dag)


Sol braender paa ryggen, himlen er klarblaa og luften er skarp, men ikke kold. Med et Tom Kristensen udtryk: i dag var der solstorm. Paa bjerget i over 2000 meters hojde springer de cericerøde rodrondenronblomster paa en baggrund af fuldt blomstrende magnoliatraer. Det er for varmt til at have jakke paa.; man svedes og bliver klistrende varm af den påtrængende sol. Jeg tror at vintersæsonen er ovre. Vi havde to uger med rigtig kulde, i november...

Året har 16 måneder:

November
December
Januar
Februar
Marts
April
Maj
Juni
Juli
august
september
Oktober
November
November
November

(Søren Ulrik Thomsen)'

Men December kan vist ikke faa det over sig at blive rigtig bidsk. Den har ladet for mange blomster springe ud til at helt kunne over bevise om sin vinterlighed, Desuden er det jo jordbærsæson. Markedet er oversvømmet af søde, sødtsmagende, sødtduftende røde sommerbær til 4 kr kiloet. Saa er det alligevel svært at tale om vinter.

Sne og gøgl

Den 27-12

Sneboldskamp i Kina:
10.000 hvide haandholdte skumsprays (og de stinker) plus 10.000 nissehueiklædte kinesere.

Juleaften

Den 24/12-2008

Om julen synes kommerciel i Dk, saa er det ingenting i sammmenligning med Kina. Det er selvfølegilig heller ikke en traditionel tradition her i landet. Her kan man datere julens oprindelse ca. 15 aar tilbage i tiden hvor frihandlen og alle dens velsignelser blev kinesisk. Egentlig er det slet ikke jul vi fejre her, det er noget helt nyt, en ny højtid til passende fejring af vores allesammmens (for dem som ikke kan tæller vi naturligvis ikke med) evne til at forbruge mere.



Saa selvfølgelig befandt jeg mig, juleaften, i selve kraftcentret. Naar julen skal sælges indrages alle mulige reklametrick, og da man som hvid og blond står øverst i fødekæden her, og da Loft området (kunstnerkollektivet hvor Nordica også befinder sig) også er eget af denne koncern, og da de truer med at høje lejen med 50 %, så er følgeslutningen egentlig ganske klar: Fra to til ti, juleaften, har vi stået og sunget julen ind i et af Kunmings store indkøbscentre. En stor glasscene, hævet en meter over gulvet, ufolignende svævende; holdt oppe af blaat neonlys og syregrønne, plastik græstæpper. For at opretholde julestemningen fik vi hjaelp af omtrendt 50 kinesiske julemandshjælpere, som kørte rulletrapper i flokke af ca 10. nisser pr grupper iført en form of hooligan udstyr: en plastik haand, som klaprer ganske hojt naar den bevæges, særligt naar der findes plus 50 af slagsen.



Men bortset fra manglen paa det der normalt gør julen til jul saa var det faktisk en ret fin dag. Vi vakte ganske stor begejstring, og jeg kan lide tanken om at det ikke kun var paa grund af huden, men at det faktisk var en ret god koncert.

30.000 evakueret efter skælv i Kina

26. dec. 2008 20.26 DR Udland

Tre jordskælv har rystet provinser i det sydvestlige Kina, rapporterer de statslige medier.

Der er ikke meldt om omkomne, men 19 mennesker er kvæstet, og omkring 30.000 er evakueret.

Der er desuden sket materielle skader flere steder.

De tre skælv ramte natten til fredag lokal tid og var på mellem 4,9 og 4 richter.

Skælv

I nat rystedes byen. De andre sov, men jeg var vågen. Jeg sad i sengen og skrev da sengen pludselig skælvede. Små skælv er ikke så slemt. Rytmen er stacatto, men bevægelserne næsten bløde; måske som langsom gurglen? Tingene rystes javist, skabene åbner sig, sengen flyttes, men selve oplevelsen, kontakten med jorden, er som bølger og sand, blødhed i hele kroppen. Slet ikke værst.
Og alligevel efterlader skælvet en uro.

Juleterror

25/12-2008

Nogen havde besluttet at give Kunmings fremmedfolk en svært glemmelig julegave. En svært eksplosliv forsendelse, budbragt. Til byens bedste og derfor den hvidebefolkningsdels favorit kaffedsted, centralt placeret på Foreignerstreet. Så nu frarådes vi at færdes alle udlændingsteder, omend det nok bliver svært rigtig at undgå Nordica.
Men der er nu altså et lidt tragi-komisk drag over disse Kina-terror-hændelser. Sidste gang, en månedestid siden, drejede det sig om et stort gidseldrama på Carrefour, vores lokale supermarked.Det faldt en godt bevæbnet, men vist ganske ustabil ekskæreste ind at det eneste måde at komme i kontakt med kæresten (eller i hvert tilfælde den mest dramatiske(imponerende??) måde) var at tage et supermarked som gidsler, for på den måde at involvere både militær og politi i overtalelse af pigen til at genoptge kontakten. Det nåede nu aldrig så vidt: Han blev sulten, og af en eller anden grund var han ikke sugen på noget af den mad som befandt sig rundt om ham (han stod trods alt i supermarkedet), men måtte snige sig ud af hovedindgangen til den skål nudler (men de var nu også varme) som militæret havde sat frem som lokkemad (?) hvorefter han drettede om ramt af et rent skud i hovedet...
Enten er dette et perfekt eksempel på kinesisk absurditet, eller også gik militæret grassat og skød halvdelen af kunderne inden de opdagede at ”gerningsmanden”var en af deres egne sat på indkøbstur til et af generalernes orgier, hvorefter en stakkels underordnet under stort pres måtte finde på en and til at dække historien. For at ofre livet for en skål (varme) nudler når man befinder sig i supermarkedet virker på en eller anden måde lidt for søgt.

På samme måde med juledagens selvmordsterrorist: Han skulle nok bombe Salvador, men først skulle han spise (de har også en ualmindelig god tortilla), og så skulle han jo på toilet, og der sprang bomben altså. Så det endte altså i selvmord, men ikke så meget andet.

Photostory om Loft.

Onsdag 22/10 En photostory opgave om Loft og forandringerne i Kinesisk ästetik. Den er altså et sidste-öjeblik-panik-ramt-natte-projekt, men gode billeder af Loft området.

Fremskridsforfald

Oktober d. 4.


Om et år og 3 måneder rives Nordica ned.




Skulle man opstille en liste over de mest nedbrydende, destruktive hændelser i kinesisk historie, ville Kulturrevolutionen nok figurere ganske højt. Det mest horrible er såmænd ikke de mange tusinde døde elller de undertryte millioner, omend gruefulde er den slags forbrydelser set mange gange i historien, nej det er bevægelsens systematiske, fuldt bevidste, og egentligt ganske vellykkede forsøg på skabe det ”rene” menneske- et 100% procent fejlfrit superrødt produkt. Så man ofrede tusindvis af byer og bygninger, kunstarter og filosofier i det nye menneskes navn, som så i stedet blev tildelt uæstetiske, men ens og mindre kultur-og-historiebefængte betonblokke (og som pynt kunne alle jo få et smukt socialistisk socialrealistisk maleri med glade børn i marken, eller måske et mao-maleri, som der tilgengæld findes uendelige variationer af: Mao med grønkasket vinker, Mao med grønkasket står i bil og vinker, Mao uden grøn kasket vinker...). Til held for æstetikken og det kinesiske folks velvære blev revolutionen jo som bekendt lidt forskrækket afbrudt inden alt gammelt blev brændt ned. Ideologi-iveren blev til ideologiforskrækkelse, en tese modsvares af en antitese, og pludselig måtte partiet omdøbes til Kinas Kapitalistiske Parti. Kapitalisme er effektivitet.
Er man gennem den seneste måneds tid kommet i tvivl om denne ismes success skal blot vende blikket mod Kina for atter at overbevises om hvordan ”The End of History” egetlig ser ud; Her tredive år efter opnår kapitalismen alene ved sin effektivitet alt det som ideologisk brand og genskolning måtte give fortabt på. Man har aldrig set en mere effektiv og gennemgribende ødelæggelse af alt gammelt og æstetisk.



Kapitalisme er effektivitet. For 15 år siden fandtes der kun enkelte treetagers bygninger i Kunming. Overalt hvor man så hen havde man udsigt til Himalayabjergene som omkranser byen. I dag skal man være glad hvis man ser solen. Høje, gerne orange eller skriggule, samlesæts højhuse, nye vertikale bydele bygget på få måneder, men alle skal jo have lejligheder, og her bor 25 millioner om 10-15 år. Forståeligt nok er byplanlægningen lidt kaotisk, så man finder jo altså stadig små enklaver af gamle fabriksanlæg, røde og sorte træbyginger, et lille tempel måske som byfornyelsen har overset. Et sådan sted er Loft, en gammel porcelænfabrik med små arbejdsværksteder og lejligheder til arbejderne. Gammelt træ, røde upudsede mursten, sprossevinduer, rustent metal. Her i Loftområdet samledes det moderne Kinas første kunster-fællesskab. Det var gammelt, billigt og smukt, så her slog malere, digtere, musikere og andre kunstnere sig ned. En form for Yunnanprovinsens Skagen eller Café de Flore. Dette rives ned om et år og tre måneder.




Kapitalisme er forbandet effektivt.
Man ville have jævne græsplæner: Kommunisterne stod med hver sin hammer og forsøgte at slå mulvarpen i hovedet hver gang den dukkede op, kapitalismen ændrede dyrets adfærd. Deri ligger succeen.
Loft og Nordicas problem er ikke tabet af bygninger, men at penge-og-succes samfundet har forandret kunstverdenen inde fra. I dag er det et godt karrierevalg at blive kunstner. Der sælges kunst for millioner i Shanghai og Beijing. Boblen er enorm og har plads til mange med middelklasse-drømme. Og markedet er ukritisk, bare skidtet kan sælges. Så kunstnerne forlader Loft og flytter til Beijings komfortable forstæder. Her får man sig en aftale med et galleri, der vælger et par værker ud, som man så kan masseproducere. Længe leve frimarkedet. I dag er det svært at finde god kinesisk littertur, med mindre man da læser eksilforfattere. (Den eneste kineser som har fået Nobelprisen er forbudt læsning i hjemlandet.) Der er simpelthen bare mere salg i skolepigedramer og læge-sygeplejeskeromancer.

Så om et år og seks-otte måneder vil Kina's første kunstnerfællesskab være forvandlet til funklende nye privatlejligheder med prismeoplyst indgangsfoyer og parkanlæg med plastikbænke og parkeringspladser.

Mit liv som propagandist

1/10-2008

Hvilken klang har ordet prodaganda i danske/kulturhumanistiske/ oplysningsfokuserede/autoritetskritiske ører?
Jeg personligt ser dansende smånazister for mit indre blik hver gang P ordet nævnes. Disse visualiseringer af Europas berygtede overskæg er nu beyndt at hjemsøge mig dagligt. P ordet har i hvert tilfælde en helt anden, tydeligvist ikke så belastet klang på kinesisk. Her reklamerer man da ikke, det er jo aldeles for svagt markedsførings redskab for den frembrusende kapitalisme. Typisk kinesisk at tage det bedste fra to kontrasterende verdensanskuelser og få det bedste ud af det. Her har vi en hypersuccesfuld hybrid skabt af kapitalismens masseproduktion af lavkultur og kommunismens velprøvede tradition for propaganda. Det er altså fantastisk markedsføring, og her diskuterer vi ikke effektivitet.
Derfor vil jeg nu for at komme fremtidig kritik i møde gøre opmærksom på at min fine film ikke længere er en dokumentarisk introduktion, men ren propaganda helt i kinesisk ånd.

Hyperurbanisering

30/9

(i Kina er udtryk som hyper-ekstrem-multi-voldsom altid præcist betegnende)

Jeg har tidligere nævnt noget om byggetempoet her, ikke? Men sidste blad er altså endnu ikke vendt i denne sag. Nybyggede højhuse er absolut et af de bedste symboler man kan anvende om den kinesiske vækst. Eller skal man være mere præcis, så ville det være bedre at anvende symbolet ”mørtelfrisk bydel”.
Spørger man hvor mange mennesker der bor i lillestaden Kunming, får man sammen med et uinteresseret skuldertræk et gæt på mellem 4 og 8 millioner mennesker. Jeg ser aldrig solen, måske kan jeg klokken 12 formiddag opnå et lille glimt mellem skyskraberne, men det er sjældent. For 15 år siden var byen omgivet af bjerge, (jeg bor jo faktisk i Himalaja), nu er de eneste landmærker man ser orangeflisede-20-etagers-boligblokke. Bjergene er nu nok stadig der ude, men jeg har endnu ikke bevidnet det personligt.
Men altså, her skal også være plads til ret mange mennesker, og det betyder både lodrette og vandrette udvidelser. I Kunming taler vi om udvidelser til et indbyggertal på 20-25 millioner mennesker inden for de næste femten år, og vi er altså provins-provins. Jeg er ikke sikker på talene, men man regner med at der stadig bor 800 millioner på landet, og eftersom at 1% af Kinas landbrugsjord hvert år erhverver ørkenstatus, kan vi vist godt regne ud hvor vi om 20 år skal finde verdens 10 største byer.

En længere dag på Nordica

24/9 Onsdaf


7.30 Dagene her begynder oftest ved syv tiden. Dette gælder dog kun for undertegnede, da denne synes enten at lide af søvnproblemer eller at være fantastisk velsignet med det bedste fra både A- og B-menneskerne, men resten af gruppen udnytter hver eneste chance vi har for at sove lidt længere.

8.15 På markedet for at handle lidt frugt og brød.

8.45 I dag præsterede jeg (med eftertryk på fantastisk præstation) at lave stegte tomater, svampestuvning (som blev hæslig), spejlæg og nybragt brød.

10.00 Kinesisk lektion. Begyndelser skal være bløde, ikke sand? Vi begyndte med et kapitel til to-tre lektioner, et udfordrende, men passende tempo. Nu er vi tydeligtvis over begynderniveau, i hvert tilfælde er om ikke indlæringshasigheden, så undervisningstempoet øget drastisk. Nu kører vi 2,5 kapitler pr. lektion, 50 nye ord pr. dag? Og det er ikke fordi at kinesisk er svært.

12.30 Umiddelbart efter kinesisk farer vi afsted til visumkontoret, der selvfølgelig ligger i modsatte ende af byen, men altså vi fik jo visumet, og spise kan man jo altid

13.30-15.30 Undervisning, China knowledge: Indføring i buddistisk religion og filosofi.

15.30-16.00 En uventet fri(halv)time, som jo heldigvis kan bruges til at arrangere næste uges møde.

16.00-18.15 Øvelse af lørdagens optræden, hvilket inkluderer stil-billeddrama, koncert og højlæsning på kinesisk, alt sammen forhåbentligt perfekt kordineret på lørdag. Bare det at gætte hvornår man skal ind, når fortælleren er på kinesisk, er lidt af en kunst.

18.15-19.00 Altstemmen på indgangspartiet øves.

19.00-20.00 Mad.

20.00-22.20 Gentagelse af eftermiddagens lørdagsprøver.

22.20-23.30 Hjernecellerne som skulle ihukomme altstemmen (og sopranen) er tydeligvis gået tabt, så sangen synges igen og igen og igen uden nævneværdigt bedre resultat.

23.30 – Nu venter to spændende kompendier på mine læsesultne øjne; ”Art and theologi” + ”Tao and Syllogism”. Udover dette må jeg huske at formulere mine mål (abstrakt tænkning klokken to om natten)i en mail til Michael inden i morgen, og læse lidt kinesisk, for i morgen når jeg det jo ikke. Men altså, i morgen begynder vi jo kun klokken 9.30.

Helligsteder for dyrkelse af den ægte kineser ånd

21/9 Søndag

Når man er turist, og jeg er vist stadig mere turist end egentlig bosidende, så bruger man meget energi på at lede efter den sande kinesiske ånd. At Kina så er langt mindre Måneskinspavillion og maotøj end højhuse og Levis-kopi-bukser inklusiv glimmer er en kilde til evig fustration for mit turist-jeg, som egentlig er ligeglad med hvad der virkelig ER kinesisk, så længe det bare føles kinesisk.
Disse mere intensivt eksotiske oplevelser samler jeg på. Jeg gemmer på steder som jeg går til for at blive en iagtager og fremmed igen. Et af de bedre steder er madmarkedet, ca. en halv km fra vores lejlighed.
Indgangen er ikke stor, lidt som en lang carport fyldt med bananer. På trods af denne lidet imponerende entre opdager man alligevel hurtigt stedet; går man en tur på en hverdagsformiddag vil man ca. hvert tredje sekundet gå forbi en af kinas venlige, brunrynkede, endnu maoklædte tanter med en kurv friske grønsager, en af de nøgne, blå kyllinger eller måske endda et par nævestore padder. Følger man strømmen af tandløse koner finder man uden problemer frem til markedet. Efter den ydmyge garageindgang åbner der sig en helt ny bydel. Gade efter gade er fyldt med små boder, højråbende-storsælgende-storrygende-kinesere, høner, generte-femtenåringe-forklædeklædte-kinesere, mudder, frugtskræller og brede-slagte-kone-kinesere.
Var man kommet i tvivl eksistensen af kinesisk finfølelse og skønhedssans efter en cykeltur forbi de nyeste boligblokke og kontorhøjhuse, er dette stedet af genfinde sin tro: Hver eneste af de hundrede grøntsagsboder er en velkomponeret farvesymfoni. Her er aborginen hoffets dronning og centrum, ud fra hende følger kurve af små, skarpt røde cerrytomater, lange gnubrede agurker, majs, nyvaskede gulerødder og som en særlig æstetisk finesse: en stor gul, åbenbart spiselig, liljeblomst perfekt kontrast til de mange, spinatagtige salater. Her hænger rød okse ned fra store kødkroge, fedtglinsende i solen, baljer med garanteret friske fisk, tusinder af kyllinger i alt fra den forventede gulligfarvede til de lilla, blå og røde, overskårede bikuber med plukbare larver (aftensnack), bjerge af chilli tørret eller friskt, kaglende vagtler i bure, krabber, tekander, grønne andeæg, svampe, svampe, svampe.
Jeg er sikker på at jeg snydes hver gang, men dette er altså stedet. Godt til både handel, væren og iaggtagelse.

Essay om undertrykte tånegls-kinesere.

Forstår jeg overhovedet hvad det betyder ikke at være enestående? Hvilket menneske man bliver når man kun er en blandt millioner? Jeg ville gerne vide om kineserne er undertrykte, og set gennem mit kulturfilter er de i sandhed smerteligt begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder; ja, begrænsede er de, men opleves det af dem som en krænkelse, er det virkeligt smerteligt?
Jeg er ikke sikker på at jeg kan svare på det spørgsmål, jeg er vist forudfattet.

Jeg er enestående. Født i en tid hvor manglen på modgang har ført til privilegie inflation; vi har rettigheder i både hoved og røv. Jeg er unik. Hvad kender jeg til at være overset? Beundrende forældre når barnet endelig 8 år gammel kunne cykle mindst 15 m uden støttehjul. Ødelagte aftner fordi skolesystemet vurderede 10, og ikke 12 med begejstrede udråbstegn. Jeg lider af overmåde centrumsbevidsthed, men det er altså ikke min skyld. Det er samfundets, som holder på med endnu et paradigme skift, skyld skylden på det. Efter at have levet i hundredevis af år med Kopernikus ydmyge heliocentrisme, står vi nu til at generobre centrum, nærmest Aristoles om igen, blot en anelse korrigeret: fra geo- til egocentrisme. Den ydmyghed, som tidligere tiders børn kunne opnå ved takskyldighed, er ikke længere tilgængelig, og den savnes ikke, for den eneste ydmyghed vi kender til er ydmygelsen, denne hemmeligtholdte, indre panik: at universets centrum måske er et sort hul, tomt.

Og kinesere? Kineserne, mangler denne form for vestlige arrogance (omend de beundrer den meget). Godt nok kører de jo selv temaet: Riget i midten, men den enkelte kinamand skal nok nærmere anses som et tilfældigt futon fra en af tåneglens eller øreflippens atomer. Hvad der gør dig til noget, er intet du kan og da slet intet du er, at tale om jegets essens er direkte tåbeligt, hvem du er nu er helt og holdent bestemt af dine relationer. Et futon er intet, men i sin relation til atomet , og atomets til molekyet, dets relation til cellen og cellens til tåens udvikling af negl, har den betydning for hele kroppen. Konsekvensen af sådan tækning er at en celle eller måske endda en hel kropsdel må ofres for kroppens trivsels skyld, biologisk set sand, men alligevel langt fra vores personlige rettighedstænkning.

Hvad betyder individuelle rettigheder i en kontekst hvor man er så tæt vævet ind i forpligtelser og eksistensbetingende relationer at det ikke lader sig afgøre hvor jeget slutter og samfundet begynder. De har indset deres afhængighed af samfundet. På den anden side er det harmoni og ikke konformitet de søger. Tillid er en livsnerve for harmonisk sameksistens. Det konfuzianistiske lydighed-omsorgs forhold mellem over- og underordnede i samfundet bygger på netop på denne tillid; den underordnedes lydighed betinges af tilliden til at den overordnede handler i overensstemmelse med Tao, at han ved bedst. Tilliden må være gensidig. Hvad siger det borgerne i et land hvor der er 100.000 ansatte til at læse dine mails? Hvor man aldrig ved hvem der aflytter hvem? Vi må leve med at vores klasseværelse og arbejdsrum har følsomme ører, selv om man næppe gidder besværet med at finde en svensk tolk bare for vores skyld.
Mistilliden bliver enorm. Umiddelbar accept er farlig. Alle man møder må gennemtjekkes og sættes i relation: Kendes nogen som kender dem? Korruptionen vokser, alle bekytter først og fremmest sig selv og sin familie, alle andre gør jo det samme. Gæt på hvor villigt man betaler sin 3% skat her.

Igennem den kinesiske historie har mange magthavere mistet ”Himlens mandat”. Hvert eneste dynasti er et studie i cirkelbevægelser: fødsel i krigs- og kaos krampetrækninger, så en harmonisk glanstid med vækst og trivsel, der med deterministisk sikkerhed dør ud i kaos og krig. Kineserne er ikke konforme, men heller ikke forandring/oprørsliderlige. En stærk centralmagt er positivt set her fra den anden side af jorden. Spørgsmålet er også om de tør sige andet.

Byggeforvirring

Onsdag 17/8

Jeg har vist nævnt noget om byggetempoet her? En af de første dage vi var her gik vi igennem en slags cykelrundkørsel under hovedvejen, og her holdt de altså på med at bygge om. 5 helt ens udgange, jord, støv overalt, boremaskiner, betonslynger, råb, kaos, trillebør og tusindvis af mennesker på vej henover både arbejdere og flisehøjene. En lille uge senere var jeg overbevist om at jeg var gået forkert. Nu blev jeg mødt af nymalede, men tørre beton vægge og skinnende sorte fliser i perfekt mastodont-modernist stil, selv potteplante-tæerne var blevet anbragt på rette sted. (Her er man på trods af fortidig elegance nu enten pompøs eller lyserød indtil det kitchede.)
Her to uger efter første byggefase har rundskørslen nu opnået et tilpas slidt look (20 år ældre) til at falde i et med resten af byen.
Over alt bygges der nyt, og det sker i urimeligt hurtigt tempo. Stå op, dagen efter er naboblokken revet ned. Tag på ferie, 3 måneder efter står det nye lejlighedskompleks med sandkasse, underjordisk parkeringskælder og eget vagttårn. Først nu begynder man at ane hvad det egentlig er der sker her, hvor stort man tænker, hvor mange mennesker der egentlig berøres, og Kunming regnes bare for en "lille" by i provinsen.
Man kan græde snot over alle de fantastisk bygninger der går tabt, men det er svært at virkelig bebrejde disse fremtids-modernist begejstrede mennesker; man må jo have bygninger som lever op til ens fremstidsplaner, så derfor må kontorer være himmelskrabende og shoppingcentrene tempelkomplekser.

Ny, skön livsrytme.

Tirsdag d. 16/9-2008

Jeg er jo den hurtigst traffikant her. På min fantastiske højglans-rank ryg cykel (hvis bremser nu helt er holdt op med at fungere, men heldigvis skramler vidunderet nu så voldsomt at det virker advarende) farer jeg forbi unge drenge på knallert, stillet-scoter-kvinder og de grønne 1-yuan-busser. Tempoooooet skal sættes betydeligt ned her.

På trods af ekspantionsiveren er her stadig for mange mennesker til at effektivitet virkelig betaler sig. At være effektiv handler vel blandt andet om at kunne opdele tiden, hver ting til sin RETTE tid, men her flyder sådanne rationelle inddelinger mere sammen. Kineserne har endnu ikke været middelklasse længe nok til at have opnået bogerligt anstændig døgnrytme. Og her følger vi gerne med; sover længe, (klokken 9 er skrækkeligt tidligt), spiser morgenmad ude (det er dyrere at lave den selv), flyder søvndrukkent indtil middag, som ikke kan klares på mindre end 10 retter, vegeterer igen ved eftermiddagstid, for endelig at opnå et acceptabelt energiniveau ved 8-tiden, som vil stige stejlt indtil klimaks nås kl 2-3 om natten. Byen synes at følge samme rytme.

The Movie-Bar, en himmelplet, stemningsmässig åbenbaring, et musikalsk pardis i den musikalsk set örkenvandring Kunming-Nightlife beväger sig i . Kvinden her synger vidunderligt, vi fik endda et Tracy Chapman nummer, men hun må desvärre synge til playback, og får vist mest opmärksomhed fra de kulturfremmede skandinavier. Til gengäld er kareokebaren utroligt velbesögt af utroligt elendigt syngende kinesere.

Kinesisk arbejdsliv

Mandag 15/9

Her hersker der mærkeligt modsatrettede arbejdsnormer. Lønnen må være elendig for størstedelens vedkommenede trods de mange stilletter og avacerede mobiler (jeg bor i et u-land, men har nationens ældste og mest museumsværdig af slagsen), tilgengæld er arbejdsbyrden på græsen til ren bu-wei, ikke-handlen.
Det skyldes vist sjovt nok at her er for meget arbejdskraft: I hver eneste restaurant, bageri, skobutik er der (eksponentielt voksende med størrelsen af butikken) horder af ansatte. Ved de lidt større steder står der gerne en lille velkomstkomite på 3-4 mand for at fnise lidt og så sige velkommen. Træder man tre skridt længere ind står der så en ny gruppe parat til at opholde en lidt mens en anden gruppe finder et ledigt bord (og da konkurrencen blandt restauranterne er stor, finder man sjældent mere end 5-6 andre gæster). Når man først har sat sig tager det gerne lidt tid inden menukortet kommer, for det er tydeligtvis ikke blevet indbyrdes afgjort hvem som har ansvar for at overbringe menukortet. Imens man venter på at nogle skal tage ansvar og finde frem til ens bord, kan man så studere de sovende ansatte. Den sovende eller kortspillende gruppe af især kokke findes altid i fuldkommen passivitet, også selvom man har siddet 10 minutter og ventet på at spisepindene skal komme ind.
Efter at have forhandlet sig frem til et menukort og måske noget af spise med skal man så til at kommunikere med en ny gruppe, nemlig bestillingsmodtagerne, som vist ligefrem kan påstås at have dobbelt arbejde; de serverer nemlig også maden, som det for retfærdigheden skyld skal nævnes næsten altid serveres inden for 10-15 minutter, forudsat at de ikke har glemt bestillingen, men da må man give dem en vis pardon; når der skal kommunikeres mellem så mange grupper er det vist helt menneskeligt at der sker en vipser i ny og næ.
Men det er altså fantastisk mad.

Månefestival

Søndag 14/9 Middle Autum day, Månekagefesten.

Before my bed a pool of light -
Can it be hoarfrost on the ground?
Looking up, I find the moon bright
Bowing, in homesickness I'm drowed

Li Bai, digtet her bliver citeret hvert år til månekagefesten for at mindes
familiemedlemmer som er langt borte

I dag samles familierne for månen er fuld. De mødes om det runde bord under den runde måne for at nyde runde månekager. Familien samles, alt er i harmoni. Cirklen er det ypperste symbol for harmoni. Den har ingen hjørner, ingen kanter, er glat og uangribelig. Cirkelen er fuldkommen symmetrisk, der findes ingen kontraster; fra alle vinkler er den nøjagtig den samme. Bordene er runde for ikke at skabe splid og hieraki, familien, samfundet er fuldkomment symmetrisk; man undgår kontraster og uenighed. Harmonien er at alle har en plads, og at de kende den, at alle har et tilhørsforhold hvor alle må adlyde de sociale konventioners regler, civilisation er harmoni vundet ud af kaos. Kaos overvindes let, ved hjælp af en enkelt retteline; Rigtigt eller forkert, ondt eller godt, norm eller tabu, tilladt eller forbudt; dette er harmoni, kaos overvundet af system.
Harmonien tabes når man er fremmed for alle katagorier. Når familien er langt væk er der kun poesi og måne tilbage. Så i dag skal jeg fejre månekagefesten med min reservefamilie, men sent og hemmeligt i aften vil jeg sætte mig på balkonen; digte og se på månen.

A cup of wine, under the flowering trees;
I drink alone for no friend is near.
Raising my cup, I recon the bright moon,
For he, with my shadow, will make three.
The moon, alas is no drinker of wine;
Listless, my shadow creeps about my side.
Yet with the moon as friend and the shadow as slave
I must make merry before Spring is spent.
To the songs I sing, the moon flickers her beams;
In the dance I weave my shadow tangles and breaks.
While we were sober three shared the fun;
Now we are drunk, each goes his way.
May we long share odd, inanimate feast.
And meet at last on the cloudy river of the sky.

Li Bai, kinesisk digter, 701-762.

Om retten til at väre blank

Lørdag 13/9. Om retten til at være ensom

Ansigter mister særpræg. Cykellæs, gadesælgere, guirlandeklædte lygtepæle, rødtfalmede papirslamper og strøg overdækket af plastik flag, alt smelter sammen i abstrakte farvestrømme. Lydene er for mange, for fremmede, flyder ud, samler sig som anonym summen. Her forstås jeg ikke. Her forstår jeg ikke. Jeg kender intet. Jeg genkendes ikke. Jeg er uden for sprog, uden for kultur, uden for de sociale konventioners regelgitter. Ensomt.

En betænktsom sjæl havde derfor arrangeret fællesudflugt for skandinaver i dag. 30-40 lyshårede, rygsæks- og ekkosandalklædte, lidt klodsede nordboere i en kinesisk forlystelsespark. Utroligt anstrængende. Sådan en påtrængende stemning af "nu-skal-vi-have-det-hyggeligt-for-vi-forstår-jo-hinanden." Jeg vil bare have lov at være blank og fremmed. Men vi "kender jo næsten" hinanden, og her i fremmedheden, i lovløsheden, må man jo holde sammen, alle har jo behov for at høre til. Hvordan skal vi ellers kende os selv, hvis vi ingen rettesnor har?
Det var jo også hyggeligt. Men jeg vil altså stå på min ret til at være fremmed og ensom. Jeg vil bare være øjne, flyde med anonyme farvestrømme.

Freely floats the boat of cypress wood
Tossing about along the stream.
Eyes open, I can't fall asleep,
As if my heart were heavy with grief.
It's not that I've no wine to drink,
Or nowhere to enjoy visiting.

I dag er jeg stille og ensom. Nu vil jeg nyde friheden i måneskin og melankoli.



Et billede på det kinesiske samfund:
Her er man jo miljøbevidst: Offentlige skraldespande SORTERER affaldet, (og det er mere end DK, vær vis på det.) Man må overveje om ens ispapir er organisk eller alt andet. (Hvilket det to flere fejltagelser at lære.) Vi var imponerede... Lige indtil at det blev opdaget, at en miljørigtig kinesisk skraldespand består af to "indgange" men kun en pose. Så meget for den affaldssortering.

Tehuse og kinesisk ästetik.

Fredag 12/9


Vi sidder i et lille the-hus. Gaderne er smalle og brostensbelagte. Husene står tæt, der er ingen gadebelysning. Tagene har den helt rette "rigtigt kinesiske" bue, og alt er tilpas slidt og betonløst til at virke ægte.
Jeg troede at de havde revet alt smukt ned her. Man cykler gennem et uendeligt antal af ens betonblokbebyggede veje, som når det regner (og det er nemlig regntid) kun består af brunt pløre. Her elsker man alt som er hurtigt sat op: Kina er et land i ekspantion, og holdbarhed er kun for de stillestående. Men når solen skinner som i dag finder man også en vis trashy skønhed i byens nuancer af gråt, rødt og brunt støv. Bølgende, rødtrustne balkongitre bag hvilke søde, små små tanter med navyblåhuer, hvid hår og gummesmil vander potter med Hibiscus og liljer, bruntbeskidte gadekokke med hver sit blåsted og frituregryde, de røde, runde papirslamper og tuindvis af flag, der udhængt fra husblok til husblok sammen med vasketøjet udgør en form for overdækket avenue. Beskidt og smukt, men når man en gang imellem forvirrer sig væk fra hovedstrømmene og rammer den lille gyde som følger og omkranser en lille flod med grønt, lavtstående vand og smalle stenbroer, der hvor gadesælgerne er gamle og ikke så aggrasive, hvor vejens betonbelægning er så lappet, at det mere virker som brostensbelægning; lige her finder man pludselig et gammelt lagerhus, en ældre og mindre fabriksbygning, som udviklingen tilfældigvis har bevæget sig uden om. Røde, gamle træbyginger, små tre etager høje, sorte men grøntbevoksede vindueskarme. Desværre virker den lille bid "gammelkina" kun at bestå, fordi byplanlægningen i denne by har haft uheldigt mange "nepotister" ansat.
Det er altså forundringsvækkende hvordan et land med så stærke traditioner for æstetik kan blive så beton- og neonfikseret, for overalt finder man mange fine tegn på uforfalsket kinesisk skønsmag. Thehuset ligger i den gamle bydel, som omend neonbehængt har fået lov at bestå. At deltage i en kinesisk tecermoni er et fantastisk tidshop til før beton-alderen, hvor at helt andre dyder end "færdig-på-to-minutter" havde overtaget. Halvtgennemsigtige, fra loft-til-gulv boumuldsslør indrammer og slører hvert eneste thebord; kun de 20 katte og den regelmæssige thepåfyldnig får lov at forstyre. l thebrygning sker ved bordet. 4 glasfingerbøl og en appelsinstor glaskande bæres ind. I en lille porcelainskål med låg hældes en spiseskefuld håndrullede theblade i. En anden thekande, denne gang sort keramik, af grape størrelse, bringes ind. Den rummer kogende vand. Det hældes over bladene i den lille porcelainsskål. Theen hældes derefter gennem en rund træsigte ned i appelsinkanden. Theen sænkes op i fingebølene, står et øjeblik og smides derefter ud; grønne theblade bruges flere gange, og første brygning har ingen smag. Processen forfra og kan til sidst serveres.
Teen modnes og ændres i løbet af aftenen; først blomsterfrisk og lys, næsten farveløs til gyldengrøn kraftigt aromatisk bark smag. Tebladene vokser også fra bryning til brygning, efter de første 10 brygninger fylder bladene hele porcelainsskålen ud, fra en spiseskefuld kugler til en knytnævestor håndfuld blade. At drikke te her er omgivet af samme respekt som at drikke årgangsvin eller wiskey. Selv te købt i supermarkedet koster gerne over 200 (160 dkk) Yuan pr. 100 gram. Så jeg har fået en helt anden forståelse af det at drikke the. Tiden med grove ikeakopper og honning er ovre nu. At the også er at smage duften, duft af jasmin, regnskov eller roser, det er helt nyt for mig.

Voksende arbejdsbjerge

10/9-2008

At arbejde på Nordica er en fantastisk mulighed, ingen tvivl om det, både udfordrende, panik fremkaldende og vældig, vældig spændede. Opgaverne er både store og mange: Jeg har fx fået ansvar for at lave en 3 minutters reklamefilm og! en 15 minutters dokumentar om Nordica. Jo tak, det er svært. Det herlige og fustrende svære ved at være her er at niveuaet også er ret højt, men altså, vi har jo en 6 måneders tid til at få lavet den film.

Der udover befinder jeg mig nu også i gallerigruppen og tekstgruppen. Luo Fei, som er galleriets kurator, er udover meget dygtig også indbegrebet af det alle vi turister forbinder med Kina: Lille, spinkel mand, tyndt flipskæg, raget isse, runde sorte briller og et let melankolsk, reflekterende væsen. I November har vi en større udstilling med en norsk kunstner Morten Vipsgaard?. En lille kuriositet: Han er kendt for at male med afhuggede hænder!!?? Denne gang består udstillingen dog ikke af amputerede legemsdele, men af 1000 bildæk og seks gedestatuer, som vi skal bygge et alpelandskab af i Nordica. Spændende, spændende, spændende! Ellers går en del af arbejdet med at tale med kunstnere, arrangere disse udstillinger, skrive om og analysere kunsten.

Tekstgruppen har jeg hidtil ikke helt fået klarhed over, skrive program? Udover disse faste arbejdsområder (som der findes temmelig mange af, alle her har mindst 3) så er der en hele tiden en masse ekstra opgaver som ligger og venter; travle er vi allerede, men (endnu) ikke stressede.
Jeg vil ikke bytte.

Cykelästetiker

9/9-2008

Jeg elsker franske kunstnere. (Her afspilles så "I love Paris" af Ella Fitzgerald, svagt rystende grammofon udgave, gullig gadebelysning, en enlig cigaratglød, rytmefast klikken fra et par højhælede). Jeg elsker franske film. At turde lade sig drive enligt af æstetik. At lade sig forføre af tilfældes skjulte sammenhænge. At vide at det er tilfælde, men stadigt kaste sig hovedkulds ud i kaos fordi jeg ikke frøs, fordi jeg havde rødt tørklæde til den flagrende fransk prikkede kjole, og fordi cyklen var så hurtig og vejen så blød.
I dag var det solskin og jeg var æstetiker.

Skönt billede af Rebecca, en anden ästetiker.

Så havde det regnet (igen) i dag, ja så havde jeg nok kørt mere rationelt, mere juridisk korrekt, lidt mere koncentret, men der var "solstorm" og jeg havde glatbarberede ben i livlig kjole. Kineserne, som dør 5 gange oftere i traffikken, lever efter to modsatrettede regler:
1. Den største kommer først
2. Kør ud foran alle andre, og håb på at de stanser i tide.
Disse regler har jeg, 2 uger Kina-gammel, taget til mig. Skik følge land. Krydser gerne 3-sporede kryds, rødt eller grønt ingen forskel. Kører slalom indeom, udenom, mellem langsomme scotere, taxi-køer og tusinder af tætpakkede kinesise cyklister. Man skal mærke at man lever, en dag er ikke fuldendt hvis ikke man mindst en gang fik øjenkontakt med døden på vejbanen.

Kunst og SpieceG-kareoke

lørdag 6/9

Mærkelige kontraster: Nordica holdt vernisage (dansk: fernisering?) i dag, Restless Flesh. To kunstnere fra Yunnan Adecademi of Art: Organiske, udspændte, sprængte, varmt røde, kødlige balloner, og lærred-små bokse med løbende, springende, faldende, forkrampede, frem for alt indelukkede menneskekroppe. Rastløst, skrøbeligt levende kød i en rastløs, men alt for bastant reglementeret, klassificerende, økonomiserende verden. Altså et omend svagt kinesisk opråb mod samfundets altid hårdere rationalisering, en påvisning af at kødelige bliver anspændt rastløse i moderniteten betonsamfund. Men bløde værdiers kurs står lavt (med mindre de kan sælges som kunst) i et samfundt hvor MÅLET er økonomisk success. M. Peter Succesfull-Chemenstry-Company og M. Pom Peij Dentist-who-do-not-own-many-mony (M. Peter's vurdering) var et par af gæsterne ved vernisagen. Kunst talte vi ikke meget om...

MP: Good? Like it?
R: Very fine...indånding... I think....afbrydelse
MP: What are you doing?

Til gengæld fik jeg adskillige gode insider-råd om hvordan man i Kina "make big money". De skal hermed gives videre:
Her drejer alting sig om "Relationship, relationship", som M. Peter, med den bedrevidende omsorgsfuldhed den succesrige kan tillade sig, gentog indtil adskillige gange. Med relationship, relationship kan man endda forhandle sig uden om den kinesiske 5% skat. Uden relationship = little money.

Bagefter at have været finkulturelle tog vi på club-touring i det neonlysende Kondun Night Market. Essensen af kinesisk club består af øredøvende højt covermusik (helst vestlige klassikere som Backstreetboys og Spice Girls), 3 usikkert bevægende kinesere i en form for parodi på dans, (Her findes ingen naurlig kropslighed), og uendelige mængder af neonlys. Til denne grundsubstans var der så tilført 1/30 del anstrengt unikum:

fx Honor-Chinese-Tradition clubben som har valgt at satse på pladevat-sølvpapirs rustninger og pavedragter i smuk kombinaton med meterhøje cylenderdrinks med flydende popcorn/fisk?
Eller The Golden Feet, hvor alt er fakeguld fra betjeningens tøj til indgangshallens udsmykning; fødder i kæmpesize? 15 meter derfra er valget landet på 1800-tals-teater-look-alike med pingvin- og blondeklædte tjenere, og overfor her igen et futurist-spaceship-tekno-sted (som faktisk spillede udholdeligt musik). Kinesisk natteliv er fantastisk interessant.

Efter halvanden times ihærdig søgen efter udholdelig musik blev vores anstregelser pludseligt og adeles uventet belønnet: I en krog oven på Kondu Night Market's mest frygtelige live-musik-club befinder der sig et særdeles velspillende argentinsk jazzband, som helt i tråd med jazzens ånd består af 3 afsindigt dygtigt spillende, leende, legende mænd og en mørk, rund skønhed med optegnede, meget melankolske øjne, hjemlængsel? Her i krogen, som lyder som om den befandt sig på ryggen af en rumlende, hamrede, dunkede lastbil, spiller de 2 gange om dagen, 6 dage om ugen året ud. Og i næste uge har de inviteret os på fodbold.

Tanker om kinesisk produceret kvalitet og holdbarhed.

Torsdag den 4. september.

Nu ruster vidunderet. Rust og løse eger er hvad man må regne med når man køber kinesisk. Cyklen er lige akkurat en uge gammel, men det er jo også en hel evighed i kinesisk ekspress-fart-ekspanderings-liv. Men smuk er den stadig, bare lidt mere løs, lidt mere kinesisk... jeg skulle ikke have fjernet afdæknings plasten, det kunne jo have holdt sammen på skidtet.
Desuden er denne pedalskkævvridende, vaskemaskinsrumlende ægte Kina cykel i højrisikogruppen for at tidligere end planlagt at komme under mere gule hænder, min cykel er deres favorit. Men altså hvem bryder sig om komfort og stabilitet når man kan få æstetik og elegance?

Tiden kan ikke rumme alt det jeg gerne vil stoppe ind i et døgn. Jeg når kun en ting pr. dag, og vi har end ikke set en ægte arbejdsdag. I dag har jeg øvet mig i voksen-kundskaben-at-bo-for-sig-selv. Jeg var effektiv som sjældent: stod op tidligt, gik på marked med Rebecca, bagte chili-jordnød-fladbrød, lavede hummus, købte to par gode sko, kom gennem flere dages opvask (hvilket ikke siger så meget eftersom at vi frekventerer restauranter 1-2 gange om dagen), gjorde rent i køkkenet og ryddede mit værelse, alt sammen inden et.

Blandt kinesiske hunde

D.3/9

I forhold til kinesernes forkærlighed for hundekød har jeg allerede mødt en hel del fritlevende, ikke-fortærede af slagsen. På den anden side så har mine hundebekendtskaber indtil videre været af så liden og udmagret statur at de ikke kan være værd at flå. De har stort set alle samme A4-format, som selv halen ydmygt holder sig inden for, imens de kanter sig hen langs gadehjørner.

Dette er dog en fed, privat en af slagsen.

De er så tynde at skindet ikke længere hænger, men er klistret fast til kroppen, som et ådsel efter at have ligget et par dage i solen. Det er det tætteste jeg er kommet på et levende kadaver. Alle hunde i +A4 format er fraværende... suppegryder?
Bortset fra at ligne levende døde ser de forholdsvis raske ud; jeg har indtil videre kun mødt en hund med fråde om munden, men den var ikke så aggresiv.

Kinesisk svar på "Fantastiske Toyota"

29/08-2008



Den er laksort, fintformet skinnende metal, sølv hjul hvis ager lige akkurart knirker tilstrækkeligt til at passe ind i det kinesiske gadebillede, kurv til blomster og frugt (såddan drives vi af æstestik og selviscenesættelse; købte i dag hvide liljer, perfekt placeret i sort kurv + sommerkjole og krøller), en klart klingende klokke og en-rank-ryg-saddel. Vi købte cykler i går. 400 Rnb. 320 kr. Stadigt skjult under plastik.



Her er fantastisk at cykle. Livsfarligt, men ret så uimodståeligt kinesisk. Det er så absolut det bedst måde at møde byen på. Gående, i adstændige europæiske hovedsteder hvor arv og detaljerigdom dæmper tempo den mest intense transportform, men her, hvor højhuse og 8-etagers boligblokke, garagebikser, solslidte kopi-papirslamper, kilometer af flerlags-guirlanteledninger og mylder frem for alt dominerer gadebilledet, må man cykle for at følge med pulsen.

En bil skriger forstad og privatliv, glasrudetryghed. På en cykel dufter/lugter man alting, man hører alt, ikke bilens dumpe summen, men korte fartforvredne lydsansninger, og man mærker sin fart, sit utålmodige modernisthjerte, vind og hår. Kuming er for ung, for grim, for utålmodig en by til iagtagelse på fødder; man studerer ikke Kuming, hvad er der andet at se end en sørgerlig gentagelse af vestlig rationalisme-beton. Den skuffede mig, jeg troede jeg skulle få en kulturkrise fra det øjeblik jeg lagde mine øjne på en kineser, men min tilpadsningsevne er stadig alt forvelfungerende og Kunming alt for kedelig vestlig, men på cykel, i fart og på vej, snoende sig ind mellem køkaos på vejen, der begynder man at SANSE byen

Om hus, svenska och mat.

Kunming 27/8-08 kl. 1.11


Her er så absolut herligt. Lejligheden, som jeg deler med Ester, Veyni & Hannah, er helt fortræffelig. 4 store værelser, 2 meget store stuer, et lille køkken og to! små badeværelser. Møblerne er ikke fantastiske kønne (og jeg fik det grimmeste), men efter en smule indretningstrylleri, er det om ikke smukt, så ganske hyggeligt, men det bedste er den urskov der vokser uden for mit vindue. Den lille gårdsplads er fuldständigt overgroet af 30 meter höje träer og fint besmykket af blomstrende slyngplanter. En herlig kontrast til den evige larm fra gaden uden for. Selv motionsfaciliteter giver lejlighed brugeren- Kunming ligger 2000 meter over vandet, og jeg bor på 6. etage, uden elevator naturligvis, og ganske mange, utälleligt mange trappetrin, men jeg får päne lär af det.


Det svenske sproget rummer visse udfordringer: Jeg har med skiftende held forsögt at väre "rolig" og ironisk, men oftest er jeg bange for at jeg bliver taget alvorligt... Jeg får tilsendt en del märkelige blikke efter disse humorforsög; fra forvirrede til direkte bekymrede. Så enten må svenskere have svärt ved at forstå sarkasme ellers er det dansk, der er problemet... En af delene må det vöre.


Kina er også mad, og dette stykke Kina vi fik serveret her til frukost var formiddabelt. Jeg ville have elsket at spise her med Ida. Et glinsende sort bord, lak, centrummet omgivet af et kvadratisk mørkerød-oksefarvet rum. Oven på den sorte lak, som et mikrokosmos i makrokosmos, langsomt følgende sin egen akse rundt, en drejeskive medbringende mangefarvede, yderst velsmagende retter. Lyserøde gulerødder formet som lotusblomster, en hel fisk ret kækt hvilende på fad med halen på sned og kroppen stjerneskåret, indskrumpede, øreformede træsvampe, søde majskager, isagurker, blodrøde sovser og en uendelig mængde af forskelligt tilberedte bønne/ris/nudel/kål wokretter, fuldt til rådighed under stadige cirkelbevægelser for mine sværthåndterlige spisepinde. Fantastisk god mad.

Förste kulturchok på vejen fra Hongkong til Kunming

Hongkong/Shenzhen 26/8-2008. 20.45

Endnu et objekt identifieret: Haj finner... De findes i hundredevis i ca. 3 forskellige størrelser i hver eneste kinesisk special/gourmet/naturmedicin-butik. De er trekantede, tørrede med et lidt trævlet udseende og så elfensbenshvide. De må skulle tælles i millionvis.

I dag forlod vi Hongkong og er pt. på vej i flyet til Kunming 1000? km borte. Man mærker straks forskellen mellem Hongkong og Kina: Ingen taler den mindste smule engelsk, og viser absolut ingen tegn på at forstå. Hvorfor man heraf kan komme om ikke galt afsted, så på uventede steder, fx politistationen. 30 m fra grænsekontrollen mellem Hongkong og Shezhen står veyni og jeg ganske troligt og venter på resten af gruppen, som kom en halv time senere. Jeg går hen for at finde rekongnisere, men bliver stoppet af en hjælpsom og i dette øjeblik uvirksom betjent. Hun forstår ikke et ord, og da jeg ikke lader til hverken at stille mig op i kø (jeg skal jo vente på de andre) og gå tilbage til stationen mod HK, beslutter hun efter længere tids kommunikationsforsøg at jeg hører til på politistationen... Mere dramatisk bliver det, deværre for denne efterbearbejdning (det havde ellers været en god historie) ikke, for kvinden på stationen talte engelsk, men man fornemmer hvor svært det kan blive.

En anden mere praktisk, men ikke mindre vigtig forskel blev personligt erfaret efter et ganske skønt kinesisk måltid i Shenzhan.

Første akt: Hvad laver lommetørklædet der?
Starter der hvor maden endnu ikke er kommet, og jeg får taget det første glas te nikkende anerkendende til det geni blandt tjenerne som satte en pakke lommetørklæder på bordet.

2 akt. Væskerig konsumering
Spiser suppe, drikker te, bæller vand, sprite, drikker mere te.

3 akt. Toilethul
Efter en lille tids undertrykkelse af naturlige instinkter styrer jeg mod toilettet,.. det er et hul i gulvet, som kræver den jævne og rolige stråle som kun opnås ved lang tids træning, Men det er prøvet før, og er tid at overleve.

4.Akt. Lommetørklædeåbenbarelse
Der er intet papir! Og jeg sidder der, dryppede på hug, og får en åbenbaring om lommetøklædets dobbelte rolle, men forsent... Jeg måtte rystte lidt, og så bare op med bukserne.


God kinesisk skik:
Server altid et glas te lige inden maden.

Fortsatte Hongkong tanker

Hongkong. 25/8-2008 (kl. 1.43)

Måske er det Hongkongs historieløshed som får den til at fremstå så uforsoneligt BY. Alt er nyt, funklende nyt eller nedslidt nyt. Leder man efter håndgribelige spor af en gammel kutur finder man kun sørgelige vildskud: Neonskilte med sortsvedne ødelagte pærer reklamerende for "Ming-dynasti super clothing" eller er man heldig, en gadebiks med ubestemmelige, men dog tydeligt kinesise snack (Jeg har identificeret tørede små fisk, muggent tørre svampe og noget som i allerhøjste grad ligner ører, men nok er store tørrede muslinger).
I Hongkong er alt rationelt. Højhusene er glas og stål, rette, propre linier. Køerne er velorganiserede, rette høflige linier. Alt er tamt modernistisk.
Historien, de overleverede bygninger; skævt vinklede og uden for lokalplanen, er med tiden undsluppet byggeherrernes formål, det fremstår usymmetrisk, tilfældigt, mere i pagt med naturen, ikke så trodsigt rationelt.

På vejen ned fra Tao Fong Shang, "tempelbjerget."

HK skyline er alligevel imponerende, ligefrem betagende smuk i det oplyste nattemørke- vælger man en anden vinkel end denne kulturkritiske, og finder sin indre ekspressionist frem, så er det svært at ikke lade sig begejstre. Hundredevis af bygninger har monumentkarakter, nakkeknejsende høje... Står man iblandt dem, finder man sig i en sær, næsten abstrakt verden af rene lodrette linier, hvis utolige udstrækning udfordrer øjet, overvinder øjets evne til at gengive korrekt, så man svimler og stålet kommer ubehageligt tæt på. Måske er den enkelte bygnings aften-lyshow temmelig smagsløs, men set fra et bredere perspektiv, såsom fra en lille, åben, kanalkrydsende damper klokken kulsort-ti om aftenen, eller en 4 meter small, men to etager høj, ældgammel, rystende sporvogn, har byen udstråling som en smagfulendt klædt aristokrat i galla-dress.
Selv byens mere udslidte gader fremstår efter en hurtig mental-u-vending malerisk smukke.
De halvknuste "Køb-"Orginalt"-Ming-Tøj-to-for-ens-pris"-skilte hænger som gardiner i flere lag hen over smalle gader i alt fra dyb-rød til skingergrøn, men ikædt så tilpas meget støv og udstødningspartikler at farverne rent faktisk harmonerer.

Förste aften indtryk fra Hongkong

08-08-24 Hongkong. 22.50

Stilheden her er anderledes. Den er mere rig, fyldig på jungel. Vi bor på et af bjergene, hvor varmen er tung, men slet ikke så ubehagelig. Værelset er koldt, 25 grader. Hvis ikke myggene allerede havde ædt deres tilkommende del af mit blod, så var jeg blevet natdyr. Store lysende øjne, måske pastelblinde, men følsomme for grader af sort og gul, bløde bare poter med tærene trådt ned i den brunt orange lerjord- og, frem for alt, lyttende, lyttende. Jeg elsker natten. Det har jeg gjort længe, men dette langt mere potente, sensuelle mørke gør det så tydeligt hvorfor.

Templet på toppen af regnskovsbjerget.
Bostedet de tre dage i Hongkong. Söndag var vi med til en ganske smuk gudstjeneste her.

Hongkong er holmgang mellem natur og civilistion, og kineserne er dytige strateger. Hvordan ser en by ud dagen efter en tyfons besøg? Her er gaderne nystrøgne, havnen arrangeret og ordnet som min sættekasse, køerne ubeklaglige og bare, enkle, rent tegnede skyskrabere. Og som en naturens kapitulation overfor sådan en ordenspli, lod solen sig imitere af højhusenes glas, i stedet for at skjule sig bag de floder af regn, som var blevet lovet os.

Men her på bjerget ved nattetid tager naturen sin revanche; de grønne bjerge, som i dagslys synes mere som byens kønne potteplanter, vokser i tygde og nærvær ved milioner af cikader og den sødlige skovduft skyskraberne over hovedet, og himmelen dagens velvalgte tapet, har kastet den naivt betryggende blå farve af sig, og fremstår nu lige så tung og truende som brokade, gasgul og ukontrolabel.