Mandag 15/9
Her hersker der mærkeligt modsatrettede arbejdsnormer. Lønnen må være elendig for størstedelens vedkommenede trods de mange stilletter og avacerede mobiler (jeg bor i et u-land, men har nationens ældste og mest museumsværdig af slagsen), tilgengæld er arbejdsbyrden på græsen til ren bu-wei, ikke-handlen.
Det skyldes vist sjovt nok at her er for meget arbejdskraft: I hver eneste restaurant, bageri, skobutik er der (eksponentielt voksende med størrelsen af butikken) horder af ansatte. Ved de lidt større steder står der gerne en lille velkomstkomite på 3-4 mand for at fnise lidt og så sige velkommen. Træder man tre skridt længere ind står der så en ny gruppe parat til at opholde en lidt mens en anden gruppe finder et ledigt bord (og da konkurrencen blandt restauranterne er stor, finder man sjældent mere end 5-6 andre gæster). Når man først har sat sig tager det gerne lidt tid inden menukortet kommer, for det er tydeligtvis ikke blevet indbyrdes afgjort hvem som har ansvar for at overbringe menukortet. Imens man venter på at nogle skal tage ansvar og finde frem til ens bord, kan man så studere de sovende ansatte. Den sovende eller kortspillende gruppe af især kokke findes altid i fuldkommen passivitet, også selvom man har siddet 10 minutter og ventet på at spisepindene skal komme ind.
Efter at have forhandlet sig frem til et menukort og måske noget af spise med skal man så til at kommunikere med en ny gruppe, nemlig bestillingsmodtagerne, som vist ligefrem kan påstås at have dobbelt arbejde; de serverer nemlig også maden, som det for retfærdigheden skyld skal nævnes næsten altid serveres inden for 10-15 minutter, forudsat at de ikke har glemt bestillingen, men da må man give dem en vis pardon; når der skal kommunikeres mellem så mange grupper er det vist helt menneskeligt at der sker en vipser i ny og næ.
Men det er altså fantastisk mad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar