Forstår jeg overhovedet hvad det betyder ikke at være enestående? Hvilket menneske man bliver når man kun er en blandt millioner? Jeg ville gerne vide om kineserne er undertrykte, og set gennem mit kulturfilter er de i sandhed smerteligt begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder; ja, begrænsede er de, men opleves det af dem som en krænkelse, er det virkeligt smerteligt?
Jeg er ikke sikker på at jeg kan svare på det spørgsmål, jeg er vist forudfattet.
Jeg er enestående. Født i en tid hvor manglen på modgang har ført til privilegie inflation; vi har rettigheder i både hoved og røv. Jeg er unik. Hvad kender jeg til at være overset? Beundrende forældre når barnet endelig 8 år gammel kunne cykle mindst 15 m uden støttehjul. Ødelagte aftner fordi skolesystemet vurderede 10, og ikke 12 med begejstrede udråbstegn. Jeg lider af overmåde centrumsbevidsthed, men det er altså ikke min skyld. Det er samfundets, som holder på med endnu et paradigme skift, skyld skylden på det. Efter at have levet i hundredevis af år med Kopernikus ydmyge heliocentrisme, står vi nu til at generobre centrum, nærmest Aristoles om igen, blot en anelse korrigeret: fra geo- til egocentrisme. Den ydmyghed, som tidligere tiders børn kunne opnå ved takskyldighed, er ikke længere tilgængelig, og den savnes ikke, for den eneste ydmyghed vi kender til er ydmygelsen, denne hemmeligtholdte, indre panik: at universets centrum måske er et sort hul, tomt.
Og kinesere? Kineserne, mangler denne form for vestlige arrogance (omend de beundrer den meget). Godt nok kører de jo selv temaet: Riget i midten, men den enkelte kinamand skal nok nærmere anses som et tilfældigt futon fra en af tåneglens eller øreflippens atomer. Hvad der gør dig til noget, er intet du kan og da slet intet du er, at tale om jegets essens er direkte tåbeligt, hvem du er nu er helt og holdent bestemt af dine relationer. Et futon er intet, men i sin relation til atomet , og atomets til molekyet, dets relation til cellen og cellens til tåens udvikling af negl, har den betydning for hele kroppen. Konsekvensen af sådan tækning er at en celle eller måske endda en hel kropsdel må ofres for kroppens trivsels skyld, biologisk set sand, men alligevel langt fra vores personlige rettighedstænkning.
Hvad betyder individuelle rettigheder i en kontekst hvor man er så tæt vævet ind i forpligtelser og eksistensbetingende relationer at det ikke lader sig afgøre hvor jeget slutter og samfundet begynder. De har indset deres afhængighed af samfundet. På den anden side er det harmoni og ikke konformitet de søger. Tillid er en livsnerve for harmonisk sameksistens. Det konfuzianistiske lydighed-omsorgs forhold mellem over- og underordnede i samfundet bygger på netop på denne tillid; den underordnedes lydighed betinges af tilliden til at den overordnede handler i overensstemmelse med Tao, at han ved bedst. Tilliden må være gensidig. Hvad siger det borgerne i et land hvor der er 100.000 ansatte til at læse dine mails? Hvor man aldrig ved hvem der aflytter hvem? Vi må leve med at vores klasseværelse og arbejdsrum har følsomme ører, selv om man næppe gidder besværet med at finde en svensk tolk bare for vores skyld.
Mistilliden bliver enorm. Umiddelbar accept er farlig. Alle man møder må gennemtjekkes og sættes i relation: Kendes nogen som kender dem? Korruptionen vokser, alle bekytter først og fremmest sig selv og sin familie, alle andre gør jo det samme. Gæt på hvor villigt man betaler sin 3% skat her.
Igennem den kinesiske historie har mange magthavere mistet ”Himlens mandat”. Hvert eneste dynasti er et studie i cirkelbevægelser: fødsel i krigs- og kaos krampetrækninger, så en harmonisk glanstid med vækst og trivsel, der med deterministisk sikkerhed dør ud i kaos og krig. Kineserne er ikke konforme, men heller ikke forandring/oprørsliderlige. En stærk centralmagt er positivt set her fra den anden side af jorden. Spørgsmålet er også om de tør sige andet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar