Cykelästetiker

9/9-2008

Jeg elsker franske kunstnere. (Her afspilles så "I love Paris" af Ella Fitzgerald, svagt rystende grammofon udgave, gullig gadebelysning, en enlig cigaratglød, rytmefast klikken fra et par højhælede). Jeg elsker franske film. At turde lade sig drive enligt af æstetik. At lade sig forføre af tilfældes skjulte sammenhænge. At vide at det er tilfælde, men stadigt kaste sig hovedkulds ud i kaos fordi jeg ikke frøs, fordi jeg havde rødt tørklæde til den flagrende fransk prikkede kjole, og fordi cyklen var så hurtig og vejen så blød.
I dag var det solskin og jeg var æstetiker.

Skönt billede af Rebecca, en anden ästetiker.

Så havde det regnet (igen) i dag, ja så havde jeg nok kørt mere rationelt, mere juridisk korrekt, lidt mere koncentret, men der var "solstorm" og jeg havde glatbarberede ben i livlig kjole. Kineserne, som dør 5 gange oftere i traffikken, lever efter to modsatrettede regler:
1. Den største kommer først
2. Kør ud foran alle andre, og håb på at de stanser i tide.
Disse regler har jeg, 2 uger Kina-gammel, taget til mig. Skik følge land. Krydser gerne 3-sporede kryds, rødt eller grønt ingen forskel. Kører slalom indeom, udenom, mellem langsomme scotere, taxi-køer og tusinder af tætpakkede kinesise cyklister. Man skal mærke at man lever, en dag er ikke fuldendt hvis ikke man mindst en gang fik øjenkontakt med døden på vejbanen.