Om et år og 3 måneder rives Nordica ned.
Skulle man opstille en liste over de mest nedbrydende, destruktive hændelser i kinesisk historie, ville Kulturrevolutionen nok figurere ganske højt. Det mest horrible er såmænd ikke de mange tusinde døde elller de undertryte millioner, omend gruefulde er den slags forbrydelser set mange gange i historien, nej det er bevægelsens systematiske, fuldt bevidste, og egentligt ganske vellykkede forsøg på skabe det ”rene” menneske- et 100% procent fejlfrit superrødt produkt. Så man ofrede tusindvis af byer og bygninger, kunstarter og filosofier i det nye menneskes navn, som så i stedet blev tildelt uæstetiske, men ens og mindre kultur-og-historiebefængte betonblokke (og som pynt kunne alle jo få et smukt socialistisk socialrealistisk maleri med glade børn i marken, eller måske et mao-maleri, som der tilgengæld findes uendelige variationer af: Mao med grønkasket vinker, Mao med grønkasket står i bil og vinker, Mao uden grøn kasket vinker...). Til held for æstetikken og det kinesiske folks velvære blev revolutionen jo som bekendt lidt forskrækket afbrudt inden alt gammelt blev brændt ned. Ideologi-iveren blev til ideologiforskrækkelse, en tese modsvares af en antitese, og pludselig måtte partiet omdøbes til Kinas Kapitalistiske Parti. Kapitalisme er effektivitet.
Er man gennem den seneste måneds tid kommet i tvivl om denne ismes success skal blot vende blikket mod Kina for atter at overbevises om hvordan ”The End of History” egetlig ser ud; Her tredive år efter opnår kapitalismen alene ved sin effektivitet alt det som ideologisk brand og genskolning måtte give fortabt på. Man har aldrig set en mere effektiv og gennemgribende ødelæggelse af alt gammelt og æstetisk.
Kapitalisme er effektivitet. For 15 år siden fandtes der kun enkelte treetagers bygninger i Kunming. Overalt hvor man så hen havde man udsigt til Himalayabjergene som omkranser byen. I dag skal man være glad hvis man ser solen. Høje, gerne orange eller skriggule, samlesæts højhuse, nye vertikale bydele bygget på få måneder, men alle skal jo have lejligheder, og her bor 25 millioner om 10-15 år. Forståeligt nok er byplanlægningen lidt kaotisk, så man finder jo altså stadig små enklaver af gamle fabriksanlæg, røde og sorte træbyginger, et lille tempel måske som byfornyelsen har overset. Et sådan sted er Loft, en gammel porcelænfabrik med små arbejdsværksteder og lejligheder til arbejderne. Gammelt træ, røde upudsede mursten, sprossevinduer, rustent metal. Her i Loftområdet samledes det moderne Kinas første kunster-fællesskab. Det var gammelt, billigt og smukt, så her slog malere, digtere, musikere og andre kunstnere sig ned. En form for Yunnanprovinsens Skagen eller Café de Flore. Dette rives ned om et år og tre måneder.
Kapitalisme er forbandet effektivt.
Man ville have jævne græsplæner: Kommunisterne stod med hver sin hammer og forsøgte at slå mulvarpen i hovedet hver gang den dukkede op, kapitalismen ændrede dyrets adfærd. Deri ligger succeen.
Loft og Nordicas problem er ikke tabet af bygninger, men at penge-og-succes samfundet har forandret kunstverdenen inde fra. I dag er det et godt karrierevalg at blive kunstner. Der sælges kunst for millioner i Shanghai og Beijing. Boblen er enorm og har plads til mange med middelklasse-drømme. Og markedet er ukritisk, bare skidtet kan sælges. Så kunstnerne forlader Loft og flytter til Beijings komfortable forstæder. Her får man sig en aftale med et galleri, der vælger et par værker ud, som man så kan masseproducere. Længe leve frimarkedet. I dag er det svært at finde god kinesisk littertur, med mindre man da læser eksilforfattere. (Den eneste kineser som har fået Nobelprisen er forbudt læsning i hjemlandet.) Der er simpelthen bare mere salg i skolepigedramer og læge-sygeplejeskeromancer.
Så om et år og seks-otte måneder vil Kina's første kunstnerfællesskab være forvandlet til funklende nye privatlejligheder med prismeoplyst indgangsfoyer og parkanlæg med plastikbænke og parkeringspladser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar