Lørdag 13/9. Om retten til at være ensom
Ansigter mister særpræg. Cykellæs, gadesælgere, guirlandeklædte lygtepæle, rødtfalmede papirslamper og strøg overdækket af plastik flag, alt smelter sammen i abstrakte farvestrømme. Lydene er for mange, for fremmede, flyder ud, samler sig som anonym summen. Her forstås jeg ikke. Her forstår jeg ikke. Jeg kender intet. Jeg genkendes ikke. Jeg er uden for sprog, uden for kultur, uden for de sociale konventioners regelgitter. Ensomt.
En betænktsom sjæl havde derfor arrangeret fællesudflugt for skandinaver i dag. 30-40 lyshårede, rygsæks- og ekkosandalklædte, lidt klodsede nordboere i en kinesisk forlystelsespark. Utroligt anstrængende. Sådan en påtrængende stemning af "nu-skal-vi-have-det-hyggeligt-for-vi-forstår-jo-hinanden." Jeg vil bare have lov at være blank og fremmed. Men vi "kender jo næsten" hinanden, og her i fremmedheden, i lovløsheden, må man jo holde sammen, alle har jo behov for at høre til. Hvordan skal vi ellers kende os selv, hvis vi ingen rettesnor har?
Det var jo også hyggeligt. Men jeg vil altså stå på min ret til at være fremmed og ensom. Jeg vil bare være øjne, flyde med anonyme farvestrømme.
Freely floats the boat of cypress wood
Tossing about along the stream.
Eyes open, I can't fall asleep,
As if my heart were heavy with grief.
It's not that I've no wine to drink,
Or nowhere to enjoy visiting.
I dag er jeg stille og ensom. Nu vil jeg nyde friheden i måneskin og melankoli.
Et billede på det kinesiske samfund:
Her er man jo miljøbevidst: Offentlige skraldespande SORTERER affaldet, (og det er mere end DK, vær vis på det.) Man må overveje om ens ispapir er organisk eller alt andet. (Hvilket det to flere fejltagelser at lære.) Vi var imponerede... Lige indtil at det blev opdaget, at en miljørigtig kinesisk skraldespand består af to "indgange" men kun en pose. Så meget for den affaldssortering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar