Måske er det fordi at selv vores skønneste, lysrigeste tre måneder om året (og det er endda indberegnet juni) lider af uberegnelig humørsyge at vi ikke rigtig har tillid til naturen. Javist kan man sidde ude en sommernat, at webergrille er uigenkaldelig blevet en del af den danske natursjæl, men man er altid ude ”inde”'s modsætning. Tænk for eksempel på den postkortagtige stolthed der griber familien DK når man, vendhjemt fra friværdiens charterferie, benovet beretter: ”Og tænk jer! Vi sad i badetøj, uden for, hver aften!”
Her er haven ikke ude i haven, eller terressebordet terressebordet. Gårdhaven er hjerte, nyrer og lunger. Her har vi spisestuen, tesalonen, fadeburet, finestuen, dagligstuen + alle andre udtryk for stuer man kan komme på. Selvfølgelig er februar vejret her også nærmere vores hedeste juli.
Tre toetagers fint udskårne træbygninger omkredser havestuen. Kinesiske bygninger kan ikke opleves før man bliver inviteret ind. Forsiden er en front, ingen indbydende åbninger, bare glatte flader. Alle vinduer, terresser, balkoner, døre, trapper vender ind, ud i gårdhaven. Kan mn egentlig tale om vinduer når der ikke findes glas? Gårdhavesvæggen er vinduet, blomsterudskårne, matlakerede træskoder fra væg til væg, men som naturligvis altid står åbne ud mod Gårdhaven. Fra Musikkammeret, hvor den kinesiske harpe står centralt placeret mellem have og slægtstavle, ser man hen til bagvæggens kaffetræ og sivkurven med de nyhøstede kerner. Fra Kalligrafi-biblioteket ser man og især hører rislingerne fra dammen med guldfiskene og hviskningerne fra bambusbusken, og fra ”familietronrummet”, nok mere smukt og ærværdigt end egentligt anvendt, træder man ret ud til spisebordet.
Her har man boet de sidste mange generationer, siden mester Li's bedstefars bedstefar bestod de kejserlige eksamener, og fik ret til at kalde sig lærd- overalt ser man kalligrafier; dørstopler, karme, fliseindskriptioner, vægruller, vinduesskoddder, bordplader, nogle soldblegede af ælde andre levnedsbeskrivelser eller udmærkede digte fra lidt yngre generationer.
Alt er enkelt og smukt.
D 2/3-2009 Tecermoni hos Kaligrafimester Li.
Svigerdatteren, som egentlg arbejder med noget så prosaisk som at sælge tøj, spiller kinesisk harpe, ”Forårets første blomster springer ud” og ”9 vilde”, vi sidder om bordet med ryggen til bambusbusken, frisk kaffe fra træet og te i de små fingerbølsglas som hører til te-cermonien. Man kan se månen.
Sådan drikker man te – tre slurke – den første for at varme halsen, så for at værdsætte smag og duft, og sidste mundfuld for at opleve tsì; teen er bitter, en skarphed som fylder hele munden, men tsì er en sødme som følger efter, og efterlader en fredfyldt og tom, spejlbank.. (Vi drak god te, så det må være fordi min detaljesans og nuancetunge på trods af seks måneder i Kina endnu ikke er færdig udviklet, i hvert tilfælde bestod min Tsì oplevelse kun af første del, mund fuld af bitterhed, tilgengæld var kaffen ualmindelig god.)
Sådan drikker man te – tre slurke – den første for at varme halsen, så for at værdsætte smag og duft, og sidste mundfuld for at opleve tsì; teen er bitter, en skarphed som fylder hele munden, men tsì er en sødme som følger efter, og efterlader en fredfyldt og tom, spejlbank.. (Vi drak god te, så det må være fordi min detaljesans og nuancetunge på trods af seks måneder i Kina endnu ikke er færdig udviklet, i hvert tilfælde bestod min Tsì oplevelse kun af første del, mund fuld af bitterhed, tilgengæld var kaffen ualmindelig god.)
Det gyldne tempel på papegøjebjerget
Den 28-12-2009
Ying Wu Chun Shen.
Luften er opstemt af forår paa papegøjebjerget,
(Skrevet over ingangsportalen til det tempel jeg besøgte i dag)
Sol braender paa ryggen, himlen er klarblaa og luften er skarp, men ikke kold. Med et Tom Kristensen udtryk: i dag var der solstorm. Paa bjerget i over 2000 meters hojde springer de cericerøde rodrondenronblomster paa en baggrund af fuldt blomstrende magnoliatraer. Det er for varmt til at have jakke paa.; man svedes og bliver klistrende varm af den påtrængende sol. Jeg tror at vintersæsonen er ovre. Vi havde to uger med rigtig kulde, i november...
Året har 16 måneder:
November
December
Januar
Februar
Marts
April
Maj
Juni
Juli
august
september
Oktober
November
November
November
(Søren Ulrik Thomsen)'
Men December kan vist ikke faa det over sig at blive rigtig bidsk. Den har ladet for mange blomster springe ud til at helt kunne over bevise om sin vinterlighed, Desuden er det jo jordbærsæson. Markedet er oversvømmet af søde, sødtsmagende, sødtduftende røde sommerbær til 4 kr kiloet. Saa er det alligevel svært at tale om vinter.
Ying Wu Chun Shen.
Luften er opstemt af forår paa papegøjebjerget,
(Skrevet over ingangsportalen til det tempel jeg besøgte i dag)
Sol braender paa ryggen, himlen er klarblaa og luften er skarp, men ikke kold. Med et Tom Kristensen udtryk: i dag var der solstorm. Paa bjerget i over 2000 meters hojde springer de cericerøde rodrondenronblomster paa en baggrund af fuldt blomstrende magnoliatraer. Det er for varmt til at have jakke paa.; man svedes og bliver klistrende varm af den påtrængende sol. Jeg tror at vintersæsonen er ovre. Vi havde to uger med rigtig kulde, i november...
Året har 16 måneder:
November
December
Januar
Februar
Marts
April
Maj
Juni
Juli
august
september
Oktober
November
November
November
(Søren Ulrik Thomsen)'
Men December kan vist ikke faa det over sig at blive rigtig bidsk. Den har ladet for mange blomster springe ud til at helt kunne over bevise om sin vinterlighed, Desuden er det jo jordbærsæson. Markedet er oversvømmet af søde, sødtsmagende, sødtduftende røde sommerbær til 4 kr kiloet. Saa er det alligevel svært at tale om vinter.
Sne og gøgl
Den 27-12
Sneboldskamp i Kina:
10.000 hvide haandholdte skumsprays (og de stinker) plus 10.000 nissehueiklædte kinesere.
Sneboldskamp i Kina:
10.000 hvide haandholdte skumsprays (og de stinker) plus 10.000 nissehueiklædte kinesere.
Juleaften
Den 24/12-2008
Om julen synes kommerciel i Dk, saa er det ingenting i sammmenligning med Kina. Det er selvfølegilig heller ikke en traditionel tradition her i landet. Her kan man datere julens oprindelse ca. 15 aar tilbage i tiden hvor frihandlen og alle dens velsignelser blev kinesisk. Egentlig er det slet ikke jul vi fejre her, det er noget helt nyt, en ny højtid til passende fejring af vores allesammmens (for dem som ikke kan tæller vi naturligvis ikke med) evne til at forbruge mere.
Saa selvfølgelig befandt jeg mig, juleaften, i selve kraftcentret. Naar julen skal sælges indrages alle mulige reklametrick, og da man som hvid og blond står øverst i fødekæden her, og da Loft området (kunstnerkollektivet hvor Nordica også befinder sig) også er eget af denne koncern, og da de truer med at høje lejen med 50 %, så er følgeslutningen egentlig ganske klar: Fra to til ti, juleaften, har vi stået og sunget julen ind i et af Kunmings store indkøbscentre. En stor glasscene, hævet en meter over gulvet, ufolignende svævende; holdt oppe af blaat neonlys og syregrønne, plastik græstæpper. For at opretholde julestemningen fik vi hjaelp af omtrendt 50 kinesiske julemandshjælpere, som kørte rulletrapper i flokke af ca 10. nisser pr grupper iført en form of hooligan udstyr: en plastik haand, som klaprer ganske hojt naar den bevæges, særligt naar der findes plus 50 af slagsen.
Men bortset fra manglen paa det der normalt gør julen til jul saa var det faktisk en ret fin dag. Vi vakte ganske stor begejstring, og jeg kan lide tanken om at det ikke kun var paa grund af huden, men at det faktisk var en ret god koncert.
Om julen synes kommerciel i Dk, saa er det ingenting i sammmenligning med Kina. Det er selvfølegilig heller ikke en traditionel tradition her i landet. Her kan man datere julens oprindelse ca. 15 aar tilbage i tiden hvor frihandlen og alle dens velsignelser blev kinesisk. Egentlig er det slet ikke jul vi fejre her, det er noget helt nyt, en ny højtid til passende fejring af vores allesammmens (for dem som ikke kan tæller vi naturligvis ikke med) evne til at forbruge mere.
Saa selvfølgelig befandt jeg mig, juleaften, i selve kraftcentret. Naar julen skal sælges indrages alle mulige reklametrick, og da man som hvid og blond står øverst i fødekæden her, og da Loft området (kunstnerkollektivet hvor Nordica også befinder sig) også er eget af denne koncern, og da de truer med at høje lejen med 50 %, så er følgeslutningen egentlig ganske klar: Fra to til ti, juleaften, har vi stået og sunget julen ind i et af Kunmings store indkøbscentre. En stor glasscene, hævet en meter over gulvet, ufolignende svævende; holdt oppe af blaat neonlys og syregrønne, plastik græstæpper. For at opretholde julestemningen fik vi hjaelp af omtrendt 50 kinesiske julemandshjælpere, som kørte rulletrapper i flokke af ca 10. nisser pr grupper iført en form of hooligan udstyr: en plastik haand, som klaprer ganske hojt naar den bevæges, særligt naar der findes plus 50 af slagsen.
Men bortset fra manglen paa det der normalt gør julen til jul saa var det faktisk en ret fin dag. Vi vakte ganske stor begejstring, og jeg kan lide tanken om at det ikke kun var paa grund af huden, men at det faktisk var en ret god koncert.
30.000 evakueret efter skælv i Kina
26. dec. 2008 20.26 DR Udland
Tre jordskælv har rystet provinser i det sydvestlige Kina, rapporterer de statslige medier.
Der er ikke meldt om omkomne, men 19 mennesker er kvæstet, og omkring 30.000 er evakueret.
Der er desuden sket materielle skader flere steder.
De tre skælv ramte natten til fredag lokal tid og var på mellem 4,9 og 4 richter.
Tre jordskælv har rystet provinser i det sydvestlige Kina, rapporterer de statslige medier.
Der er ikke meldt om omkomne, men 19 mennesker er kvæstet, og omkring 30.000 er evakueret.
Der er desuden sket materielle skader flere steder.
De tre skælv ramte natten til fredag lokal tid og var på mellem 4,9 og 4 richter.
Skælv
I nat rystedes byen. De andre sov, men jeg var vågen. Jeg sad i sengen og skrev da sengen pludselig skælvede. Små skælv er ikke så slemt. Rytmen er stacatto, men bevægelserne næsten bløde; måske som langsom gurglen? Tingene rystes javist, skabene åbner sig, sengen flyttes, men selve oplevelsen, kontakten med jorden, er som bølger og sand, blødhed i hele kroppen. Slet ikke værst.
Og alligevel efterlader skælvet en uro.
Og alligevel efterlader skælvet en uro.
Juleterror
25/12-2008
Nogen havde besluttet at give Kunmings fremmedfolk en svært glemmelig julegave. En svært eksplosliv forsendelse, budbragt. Til byens bedste og derfor den hvidebefolkningsdels favorit kaffedsted, centralt placeret på Foreignerstreet. Så nu frarådes vi at færdes alle udlændingsteder, omend det nok bliver svært rigtig at undgå Nordica.
Men der er nu altså et lidt tragi-komisk drag over disse Kina-terror-hændelser. Sidste gang, en månedestid siden, drejede det sig om et stort gidseldrama på Carrefour, vores lokale supermarked.Det faldt en godt bevæbnet, men vist ganske ustabil ekskæreste ind at det eneste måde at komme i kontakt med kæresten (eller i hvert tilfælde den mest dramatiske(imponerende??) måde) var at tage et supermarked som gidsler, for på den måde at involvere både militær og politi i overtalelse af pigen til at genoptge kontakten. Det nåede nu aldrig så vidt: Han blev sulten, og af en eller anden grund var han ikke sugen på noget af den mad som befandt sig rundt om ham (han stod trods alt i supermarkedet), men måtte snige sig ud af hovedindgangen til den skål nudler (men de var nu også varme) som militæret havde sat frem som lokkemad (?) hvorefter han drettede om ramt af et rent skud i hovedet...
Enten er dette et perfekt eksempel på kinesisk absurditet, eller også gik militæret grassat og skød halvdelen af kunderne inden de opdagede at ”gerningsmanden”var en af deres egne sat på indkøbstur til et af generalernes orgier, hvorefter en stakkels underordnet under stort pres måtte finde på en and til at dække historien. For at ofre livet for en skål (varme) nudler når man befinder sig i supermarkedet virker på en eller anden måde lidt for søgt.
På samme måde med juledagens selvmordsterrorist: Han skulle nok bombe Salvador, men først skulle han spise (de har også en ualmindelig god tortilla), og så skulle han jo på toilet, og der sprang bomben altså. Så det endte altså i selvmord, men ikke så meget andet.
Nogen havde besluttet at give Kunmings fremmedfolk en svært glemmelig julegave. En svært eksplosliv forsendelse, budbragt. Til byens bedste og derfor den hvidebefolkningsdels favorit kaffedsted, centralt placeret på Foreignerstreet. Så nu frarådes vi at færdes alle udlændingsteder, omend det nok bliver svært rigtig at undgå Nordica.
Men der er nu altså et lidt tragi-komisk drag over disse Kina-terror-hændelser. Sidste gang, en månedestid siden, drejede det sig om et stort gidseldrama på Carrefour, vores lokale supermarked.Det faldt en godt bevæbnet, men vist ganske ustabil ekskæreste ind at det eneste måde at komme i kontakt med kæresten (eller i hvert tilfælde den mest dramatiske(imponerende??) måde) var at tage et supermarked som gidsler, for på den måde at involvere både militær og politi i overtalelse af pigen til at genoptge kontakten. Det nåede nu aldrig så vidt: Han blev sulten, og af en eller anden grund var han ikke sugen på noget af den mad som befandt sig rundt om ham (han stod trods alt i supermarkedet), men måtte snige sig ud af hovedindgangen til den skål nudler (men de var nu også varme) som militæret havde sat frem som lokkemad (?) hvorefter han drettede om ramt af et rent skud i hovedet...
Enten er dette et perfekt eksempel på kinesisk absurditet, eller også gik militæret grassat og skød halvdelen af kunderne inden de opdagede at ”gerningsmanden”var en af deres egne sat på indkøbstur til et af generalernes orgier, hvorefter en stakkels underordnet under stort pres måtte finde på en and til at dække historien. For at ofre livet for en skål (varme) nudler når man befinder sig i supermarkedet virker på en eller anden måde lidt for søgt.
På samme måde med juledagens selvmordsterrorist: Han skulle nok bombe Salvador, men først skulle han spise (de har også en ualmindelig god tortilla), og så skulle han jo på toilet, og der sprang bomben altså. Så det endte altså i selvmord, men ikke så meget andet.
Photostory om Loft.
Onsdag 22/10 En photostory opgave om Loft og forandringerne i Kinesisk ästetik. Den er altså et sidste-öjeblik-panik-ramt-natte-projekt, men gode billeder af Loft området.
Fremskridsforfald
Oktober d. 4.
Om et år og 3 måneder rives Nordica ned.
Skulle man opstille en liste over de mest nedbrydende, destruktive hændelser i kinesisk historie, ville Kulturrevolutionen nok figurere ganske højt. Det mest horrible er såmænd ikke de mange tusinde døde elller de undertryte millioner, omend gruefulde er den slags forbrydelser set mange gange i historien, nej det er bevægelsens systematiske, fuldt bevidste, og egentligt ganske vellykkede forsøg på skabe det ”rene” menneske- et 100% procent fejlfrit superrødt produkt. Så man ofrede tusindvis af byer og bygninger, kunstarter og filosofier i det nye menneskes navn, som så i stedet blev tildelt uæstetiske, men ens og mindre kultur-og-historiebefængte betonblokke (og som pynt kunne alle jo få et smukt socialistisk socialrealistisk maleri med glade børn i marken, eller måske et mao-maleri, som der tilgengæld findes uendelige variationer af: Mao med grønkasket vinker, Mao med grønkasket står i bil og vinker, Mao uden grøn kasket vinker...). Til held for æstetikken og det kinesiske folks velvære blev revolutionen jo som bekendt lidt forskrækket afbrudt inden alt gammelt blev brændt ned. Ideologi-iveren blev til ideologiforskrækkelse, en tese modsvares af en antitese, og pludselig måtte partiet omdøbes til Kinas Kapitalistiske Parti. Kapitalisme er effektivitet.
Er man gennem den seneste måneds tid kommet i tvivl om denne ismes success skal blot vende blikket mod Kina for atter at overbevises om hvordan ”The End of History” egetlig ser ud; Her tredive år efter opnår kapitalismen alene ved sin effektivitet alt det som ideologisk brand og genskolning måtte give fortabt på. Man har aldrig set en mere effektiv og gennemgribende ødelæggelse af alt gammelt og æstetisk.
Kapitalisme er effektivitet. For 15 år siden fandtes der kun enkelte treetagers bygninger i Kunming. Overalt hvor man så hen havde man udsigt til Himalayabjergene som omkranser byen. I dag skal man være glad hvis man ser solen. Høje, gerne orange eller skriggule, samlesæts højhuse, nye vertikale bydele bygget på få måneder, men alle skal jo have lejligheder, og her bor 25 millioner om 10-15 år. Forståeligt nok er byplanlægningen lidt kaotisk, så man finder jo altså stadig små enklaver af gamle fabriksanlæg, røde og sorte træbyginger, et lille tempel måske som byfornyelsen har overset. Et sådan sted er Loft, en gammel porcelænfabrik med små arbejdsværksteder og lejligheder til arbejderne. Gammelt træ, røde upudsede mursten, sprossevinduer, rustent metal. Her i Loftområdet samledes det moderne Kinas første kunster-fællesskab. Det var gammelt, billigt og smukt, så her slog malere, digtere, musikere og andre kunstnere sig ned. En form for Yunnanprovinsens Skagen eller Café de Flore. Dette rives ned om et år og tre måneder.
Kapitalisme er forbandet effektivt.
Man ville have jævne græsplæner: Kommunisterne stod med hver sin hammer og forsøgte at slå mulvarpen i hovedet hver gang den dukkede op, kapitalismen ændrede dyrets adfærd. Deri ligger succeen.
Loft og Nordicas problem er ikke tabet af bygninger, men at penge-og-succes samfundet har forandret kunstverdenen inde fra. I dag er det et godt karrierevalg at blive kunstner. Der sælges kunst for millioner i Shanghai og Beijing. Boblen er enorm og har plads til mange med middelklasse-drømme. Og markedet er ukritisk, bare skidtet kan sælges. Så kunstnerne forlader Loft og flytter til Beijings komfortable forstæder. Her får man sig en aftale med et galleri, der vælger et par værker ud, som man så kan masseproducere. Længe leve frimarkedet. I dag er det svært at finde god kinesisk littertur, med mindre man da læser eksilforfattere. (Den eneste kineser som har fået Nobelprisen er forbudt læsning i hjemlandet.) Der er simpelthen bare mere salg i skolepigedramer og læge-sygeplejeskeromancer.
Så om et år og seks-otte måneder vil Kina's første kunstnerfællesskab være forvandlet til funklende nye privatlejligheder med prismeoplyst indgangsfoyer og parkanlæg med plastikbænke og parkeringspladser.
Om et år og 3 måneder rives Nordica ned.
Skulle man opstille en liste over de mest nedbrydende, destruktive hændelser i kinesisk historie, ville Kulturrevolutionen nok figurere ganske højt. Det mest horrible er såmænd ikke de mange tusinde døde elller de undertryte millioner, omend gruefulde er den slags forbrydelser set mange gange i historien, nej det er bevægelsens systematiske, fuldt bevidste, og egentligt ganske vellykkede forsøg på skabe det ”rene” menneske- et 100% procent fejlfrit superrødt produkt. Så man ofrede tusindvis af byer og bygninger, kunstarter og filosofier i det nye menneskes navn, som så i stedet blev tildelt uæstetiske, men ens og mindre kultur-og-historiebefængte betonblokke (og som pynt kunne alle jo få et smukt socialistisk socialrealistisk maleri med glade børn i marken, eller måske et mao-maleri, som der tilgengæld findes uendelige variationer af: Mao med grønkasket vinker, Mao med grønkasket står i bil og vinker, Mao uden grøn kasket vinker...). Til held for æstetikken og det kinesiske folks velvære blev revolutionen jo som bekendt lidt forskrækket afbrudt inden alt gammelt blev brændt ned. Ideologi-iveren blev til ideologiforskrækkelse, en tese modsvares af en antitese, og pludselig måtte partiet omdøbes til Kinas Kapitalistiske Parti. Kapitalisme er effektivitet.
Er man gennem den seneste måneds tid kommet i tvivl om denne ismes success skal blot vende blikket mod Kina for atter at overbevises om hvordan ”The End of History” egetlig ser ud; Her tredive år efter opnår kapitalismen alene ved sin effektivitet alt det som ideologisk brand og genskolning måtte give fortabt på. Man har aldrig set en mere effektiv og gennemgribende ødelæggelse af alt gammelt og æstetisk.
Kapitalisme er effektivitet. For 15 år siden fandtes der kun enkelte treetagers bygninger i Kunming. Overalt hvor man så hen havde man udsigt til Himalayabjergene som omkranser byen. I dag skal man være glad hvis man ser solen. Høje, gerne orange eller skriggule, samlesæts højhuse, nye vertikale bydele bygget på få måneder, men alle skal jo have lejligheder, og her bor 25 millioner om 10-15 år. Forståeligt nok er byplanlægningen lidt kaotisk, så man finder jo altså stadig små enklaver af gamle fabriksanlæg, røde og sorte træbyginger, et lille tempel måske som byfornyelsen har overset. Et sådan sted er Loft, en gammel porcelænfabrik med små arbejdsværksteder og lejligheder til arbejderne. Gammelt træ, røde upudsede mursten, sprossevinduer, rustent metal. Her i Loftområdet samledes det moderne Kinas første kunster-fællesskab. Det var gammelt, billigt og smukt, så her slog malere, digtere, musikere og andre kunstnere sig ned. En form for Yunnanprovinsens Skagen eller Café de Flore. Dette rives ned om et år og tre måneder.
Kapitalisme er forbandet effektivt.
Man ville have jævne græsplæner: Kommunisterne stod med hver sin hammer og forsøgte at slå mulvarpen i hovedet hver gang den dukkede op, kapitalismen ændrede dyrets adfærd. Deri ligger succeen.
Loft og Nordicas problem er ikke tabet af bygninger, men at penge-og-succes samfundet har forandret kunstverdenen inde fra. I dag er det et godt karrierevalg at blive kunstner. Der sælges kunst for millioner i Shanghai og Beijing. Boblen er enorm og har plads til mange med middelklasse-drømme. Og markedet er ukritisk, bare skidtet kan sælges. Så kunstnerne forlader Loft og flytter til Beijings komfortable forstæder. Her får man sig en aftale med et galleri, der vælger et par værker ud, som man så kan masseproducere. Længe leve frimarkedet. I dag er det svært at finde god kinesisk littertur, med mindre man da læser eksilforfattere. (Den eneste kineser som har fået Nobelprisen er forbudt læsning i hjemlandet.) Der er simpelthen bare mere salg i skolepigedramer og læge-sygeplejeskeromancer.
Så om et år og seks-otte måneder vil Kina's første kunstnerfællesskab være forvandlet til funklende nye privatlejligheder med prismeoplyst indgangsfoyer og parkanlæg med plastikbænke og parkeringspladser.
Abonner på:
Opslag (Atom)