Måske er det fordi at selv vores skønneste, lysrigeste tre måneder om året (og det er endda indberegnet juni) lider af uberegnelig humørsyge at vi ikke rigtig har tillid til naturen. Javist kan man sidde ude en sommernat, at webergrille er uigenkaldelig blevet en del af den danske natursjæl, men man er altid ude ”inde”'s modsætning. Tænk for eksempel på den postkortagtige stolthed der griber familien DK når man, vendhjemt fra friværdiens charterferie, benovet beretter: ”Og tænk jer! Vi sad i badetøj, uden for, hver aften!”
Her er haven ikke ude i haven, eller terressebordet terressebordet. Gårdhaven er hjerte, nyrer og lunger. Her har vi spisestuen, tesalonen, fadeburet, finestuen, dagligstuen + alle andre udtryk for stuer man kan komme på. Selvfølgelig er februar vejret her også nærmere vores hedeste juli.
Tre toetagers fint udskårne træbygninger omkredser havestuen. Kinesiske bygninger kan ikke opleves før man bliver inviteret ind. Forsiden er en front, ingen indbydende åbninger, bare glatte flader. Alle vinduer, terresser, balkoner, døre, trapper vender ind, ud i gårdhaven. Kan mn egentlig tale om vinduer når der ikke findes glas? Gårdhavesvæggen er vinduet, blomsterudskårne, matlakerede træskoder fra væg til væg, men som naturligvis altid står åbne ud mod Gårdhaven. Fra Musikkammeret, hvor den kinesiske harpe står centralt placeret mellem have og slægtstavle, ser man hen til bagvæggens kaffetræ og sivkurven med de nyhøstede kerner. Fra Kalligrafi-biblioteket ser man og især hører rislingerne fra dammen med guldfiskene og hviskningerne fra bambusbusken, og fra ”familietronrummet”, nok mere smukt og ærværdigt end egentligt anvendt, træder man ret ud til spisebordet.
Her har man boet de sidste mange generationer, siden mester Li's bedstefars bedstefar bestod de kejserlige eksamener, og fik ret til at kalde sig lærd- overalt ser man kalligrafier; dørstopler, karme, fliseindskriptioner, vægruller, vinduesskoddder, bordplader, nogle soldblegede af ælde andre levnedsbeskrivelser eller udmærkede digte fra lidt yngre generationer.
Alt er enkelt og smukt.
D 2/3-2009 Tecermoni hos Kaligrafimester Li.
Svigerdatteren, som egentlg arbejder med noget så prosaisk som at sælge tøj, spiller kinesisk harpe, ”Forårets første blomster springer ud” og ”9 vilde”, vi sidder om bordet med ryggen til bambusbusken, frisk kaffe fra træet og te i de små fingerbølsglas som hører til te-cermonien. Man kan se månen.
Sådan drikker man te – tre slurke – den første for at varme halsen, så for at værdsætte smag og duft, og sidste mundfuld for at opleve tsì; teen er bitter, en skarphed som fylder hele munden, men tsì er en sødme som følger efter, og efterlader en fredfyldt og tom, spejlbank.. (Vi drak god te, så det må være fordi min detaljesans og nuancetunge på trods af seks måneder i Kina endnu ikke er færdig udviklet, i hvert tilfælde bestod min Tsì oplevelse kun af første del, mund fuld af bitterhed, tilgengæld var kaffen ualmindelig god.)
Sådan drikker man te – tre slurke – den første for at varme halsen, så for at værdsætte smag og duft, og sidste mundfuld for at opleve tsì; teen er bitter, en skarphed som fylder hele munden, men tsì er en sødme som følger efter, og efterlader en fredfyldt og tom, spejlbank.. (Vi drak god te, så det må være fordi min detaljesans og nuancetunge på trods af seks måneder i Kina endnu ikke er færdig udviklet, i hvert tilfælde bestod min Tsì oplevelse kun af første del, mund fuld af bitterhed, tilgengæld var kaffen ualmindelig god.)
Abonner på:
Opslag (Atom)